Er du interesseret i neurovidenskab, Parkinsons sygdom og forskellige billeddannelsesteknikker såsom magnetisk resonans (MR) skanning og elektroencephalografi (EEG)? Vil du gerne prøve at arbejde i et internationalt forskningsmiljø? Så er det måske dig, vi leder efter.
Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) på Hvidovre Hospital søger en studentermedhjælper med medicinsk baggrund til at assistere under forsøg. Vi undersøger patienter med Parkinsons sygdom og raske forsøgspersoner og måler hjernens respons. I forsøgene indgår forskellige metoder – hovedsageligt Elektroencefalografi (EEG), Magnetisk resonanstomografi (MRI) og Transkraniel Magnetisk Stimulering (TMS).
DRCMR er et forskningscenter inden for medicinsk MR-billeddannelse og en del af Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed på Amager og Hvidovre Hospital. DRCMR kendetegnes af et meget tværfagligt og internationalt forskningsmiljø med ca. 75 forskere fra ca. 20 forskellige lande og en avanceret forskningsinfrastruktur. Se mere om forskningen i centeret på www.drcmr.dk.
Jobbet
Som studentermedhjælper skal du hovedsageligt hjælpe med de praktiske opgaver omkring set-up og udførelse af forsøgene. Det betyder, at du fx hjælper med at gøre klar på forsøgsdagen, orienterer forsøgsdeltagerne og assisterer Ph.D.-studerende og forskere under udførsel af forsøgene. Med tiden vil du også selv kunne køre forsøgene. Efter forsøgene er du også ansvarlig for oprydning i forsøgslokalet samt for at gennemgå udstyr og sikre, at det fungerer/orienterer den ansvarlige forsker om eventuelle problemer. Hvis det kan forenes med dit skema, vil du også indgå i de forskellige gruppemøder relateret til vores Parkinsonsforskning. Hvis du har interessen og har kompetencerne til det, vil du også blive bedt om at hjælpe med at analysere data. Du vil blive lært op i det praktiske arbejde relateret til både forsøgene og analysearbejdet.
Du skal være medicinstuderende eller have en lignende medicinsk baggrund. De følgende kompetencer er en fordel, men ikke et krav, for stillingen:
- erfaring med neurologisk screening
- erfaring med kontakt til forsøgsdeltagere og patienter
- gode IT-kundskaber (f.eks. programmering) og interesse i at udføre data analyser
Da vi har mange internationale forskere er arbejdssproget engelsk, men forsøgene vil oftest forløbe på dansk, da forsøgspersonerne typisk er dansktalende.
Vores forventninger til dig
Du skal være god til at kommunikere med andre og sikre, at forsøgspersoner føler sig veloplyste og trygge. Du skal kunne arbejde selvstændigt og trives med at løse opgaver for dine kolleger. Du skal være struktureret og organiseret for at kunne gennemføre forsøg og indsamle fejlfri data.
Vi lægger vægt på, at du har godt humør, stærke samarbejdsevner, interesser inden for forskning, er ansvarsbevidst og kan tage initiativ. Du vil modtage gennemgående oplæring i de metoder, vi bruger i vores forskning.
Hvad kan vi tilbyde dig
Et udviklende og udfordrende job i et spændende og internationalt forskningscenter, hvor du får praktisk erfaring med forskellige teknikker inden for neuroimaging og at vurdere Parkinson symptomer. Herudover får du mulighed for faglig udvikling i en organisation med mange muligheder. Timetallet vil være omkring 10-15 timer om ugen, men det præcise antal timer justeres fra uge til uge. Der kan forekomme perioder med væsentligt flere timer, hvis det kan tilpasses dit studie. Timerne ligger både inden for normal arbejdstid (kl. 8-18), men de kan også ligge i weekenderne eller om aftenen, hvorfor en vis grad af fleksibilitet må påregnes.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat som studentermedhjælper afhængigt af kvalifikationer, og lønnen forhandles i henhold til gældende overenskomst.
Kontaktoplysninger
Yderlige oplysninger kan fås ved henvendelse til Prof. Hartwig Siebner.
Ansøgning
Vi skal modtage din online-ansøgning senest den 12. september 2022 kl. 8.00, hvilket gøres via vores RegionH-jobportal - klik HER. Samtaler vil blive holdt kort tid efter, og første arbejdsdag er snarest derefter. Udfyld ansøgningsformular samt vedhæft motiveret ansøgning og CV.